Om Aalborg

Aalborg – Jyllands hovedstad

 

På få år har Aalborg ændret sig markant. I dag er der cafémiljø, prisvindende restauranter og populære udendørsarealer i byen, der er gået fra hård havneby fyldt med industri til en livlig og grøn universitetsby.

Der er nemlig stor udvikling i den nordjyske by, hvor flere end 115.000 indbyggere nyder Limfjordens friske vindpust.

Christianshus Lejeboliger råder over lejligheder i Aalborg, som indbyder til en tilværelse i det charmende og pulserende byliv. Der er både mulighed for egen lejelejlighed og delelejligheder tæt på universitetet.

Nordens Paris udmærker sig faktisk ved at være tæt på det meste.

Med en halv times flyrejse til København er det eftertragtet at få en lejlighed i Aalborg Centrum. Den lokale lufthavn i Nørresundby nås nemt med jævnlige busforbindelser eller en kort cykeltur. Der er nemlig få kilometer til Aalborg Lufthavn fra midtbyen, hvilket giver et hav af muligheder for at udforske verden med Nordjylland som bopæl.

Gennem de seneste 10 år er byen blomstret på den gastronomiske front. Der er masser af muligheder for hyggelige cafébesøg, mens der er poppet flere prisvenlige gourmetrestauranter op.

Interesserer man sig for kunst, så er Aalborg indbydende på flere fronter. På flere af byens gamle gavle er der kommet nyt liv gennem vægmalerier, som fylder byen med farverige motiver på gadehjørner og i hengemte baggårde.

Museet Kunsten er også en perle fyldt med moderne kunst.

Mellem de mange nyrenoverede lejligheder i de forskellige bydele er der masser af eksempler på det udseende, som byen tidligere havde. De små, charmende byhuse i alle regnbuens farver gennem Hjelmerstald er et godt eksempel på den måde, hvorpå man i den gamle fjordby værdsætter historien midt i den massive udvikling.

Tæt på alt

Den fredede Aalborg Station giver også et glimt af fortiden. Banegården fra 1869 giver gode muligheder for hurtig transport ned gennem Jylland, mens de lokale togforbindelser mod nord starter her.

Går man langs havnefronten, rammes man hurtigt af historiens vingesus. Her er der bevaret rester af den gamle havneindustri, som er forvandlet til unik havnefront med endeløse muligheder for at opleve Limfjorden på tætteste hold.

Nyetablerede oaser som Havnebadet og Vestre Fjordpark har skabt fornyet energi i Aalborg og tiltrækker masser af de mange universitetsstuderende, som hvert år bosætter sig i Nordjyllands hovedstad.

På de varme sommerdage er Kildeparken, Karolinelund, Jomfru Ane Park og Østre Anlæg de mest populære parkarealer i den centrale del af byen.

Alt dette og mere til var med til at sætte Aalborg på The New York Times’ “52 Places to Go in 2019”, hvor den gamle havneby kom i selskab med nogle af verdens største turistattraktioner.